Sundhedsvidenskabelig forskning

Der gennemføres meget forskning i sundhed i Grønland, men ofte er det forskere fra Danmark og udlandet, der står for forskningen. Derfor er det vigtigt at sikre, at resultaterne af forskningen også kommer Grønlands egne borgere til gode, og at de erfaringer, der indhentes, deles med sundhedspersonale og forskere her i landet.

 

Grønlands Center for Sundhedsforskning

På denne baggrund er Grønlands Center for Sundhedsforskning etableret.

Centeret blev i 2013 en del af Ilisimatusarfik, Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab.

 

Der er adjungeret professorat og lektorater til Centeret.

Centeret indgår forsknings samarbejdsaftaler med Forskningsinstitutioner uden for Grønland.

 

Lægerne på Dronning Ingrids Hospital og Lægeklinikken i Nuuk og flere af kystens sundhedscentre har igangsat og deltager i en række forskningsprojekter både nationalt og internationalt. De fleste sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter indgår i internationale forskningsnetværk. Sundhedspersonalet langs kysten har deltaget i forskningsprojekter på egne sundhedscentre og hospitaler. Disse projekter har haft både lokal, nationalt og international deltagelse. Forskningstræning indgår nu i den lægelige videreuddannelse, og en række nye forskningsprojekter fra grønlandske læger er startet op. Nye PhD projekter gennemføres med ansatte i Grønland. I de senere år har sygeplejersker og jordemødre opstartet forskningsuddannelser og forskningsprojekter, specielt inden for public health (offentlig sundhed).

 

Grønlands Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd

Landsstyremedlemmet for Sundhed oprettede i november 1996 Grønlands Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, hvis opgave det er at rådgive landsstyremedlemmet, tilskynde til debat om sundhedsforskning i Grønland samt udpege indsatsområder.

 

Se nærmere herom på adressen: www.peqqik.gl

 

Landslægeembedet

Landslægeembedet overvåger sundhedstilstanden i landet. Det sker gennem registrering af infektionssygdomme, kræft, fødsels- og dødsregistre med mere. Registrene er væsentlige i den sundhedsvidenskabelige forskning.

 

Grønlandsmedicinsk Selskab

Grønlandsmedicinsk Selskab er et videnskabeligt selskab under Dansk Medicinsk Selskab. Selskabets medlemmer er, foruden læger, aktive og/eller interesserede i sundhedsfaglig forskning i Grønland og andre arktiske regioner.

 

Se nærmere om Grønlandsmedicinsk Selskab på adressen: www.gmsnet.dk

 

Nuna Med

Nuna Med er en konference for forskere beskæftiget med grønlandsmedicin. Konferencen, der afholdes hvert tredje år i Nuuk, planlægges og afvikles af Grønlands Lægekredsforening, Grønlands Sygeplejerskeorganisation Grønlandsmedicinsk Selskab og Grønlandsk Center for Sundhedsforskning.

Næste Nuna Med Konference i Nuuk er planlagt til 2016.